Det koncertaktuelle Las Vegas-band er samtidig i gang med at indspille et coveralbum
The Killers, som snart igen er koncertaktuelle i Danmark, er kendte for deres specielle blanding af post-punk og elektronisk pop, som siden debutalbummet "Hot Fuss" fra 2004 har været en verdensomspændende succes. De dekadente kostumer og den grænsesøgende popmusik kan snart opleves på bandets første live-dvd, der udkommer i år.
Det kitsch-glade band med entertaineren Brandon Flowers i front er, ud over at spille på store scener rundt omkring i verden, også ved at indspille et helt coveralbum. På udgivelsen, der stadig er i begyndelsesfasen, vil man højst sandsynligt kunne høre Bright Eyes' "Four Winds", Murray Heads hit "One Night In Bangkok" og en Cyndi Lauper-sang, der alle er sange, som The Killers allerede har haft fingrene i.
The Killers har aldrig været bange for at fortolke kendte sange og valgte også at give en coverversion af Joy Divisions "Shadowplay", da de gæstede Roskilde Festivals Orange Scene i 2007. GAFFAs anmelder gav i den forbindelse fire stjerner til The Killers og pegede på det amerikanske bands evne til at underholde:
"Iført provokerende lidt tilmudret regntøj intog Las Vegas-kvartetten The Killers Orange Scene. Iklædt mere bling bling end Akon, der trods alt ejer sin egen diamant-mine, trådte sanger Brandon Flowers kækt op i glimmer- jakke, guldlamé-skjorte, glimmerbælte og guldsko, hvilket selv Rufus Wainwright ville have fundet en tand for dekadent".
Snart kan de velkendte popsange og de farverige kostumer opleves på dvd, når det amerikanske popband udsender live-dvden senere på året. The Killers er desuden et af hovednavnene til årets Skive Beach Party, hvor publikum selv kan opleve Las Vegas-bandet for fuld udblæsning.





