Nyhed

The Whitest Boy Alive laver dj-sæt på Vega

Indiebandet kvitterer for den udsolgte koncert i Store Vega med en efterfest i Vegas natklub

Det tysk/norske indieband har en stor fanskare i Danmark og skal både spille for et udsolgt Train og et udsolgt Store Vega i denne uge. The Whitest Boy Alive slutter netop deres Europa-turné på Store Vega, hvor der nu er blevet arrangeret en elektronisk efterfest for de loyale fans.

Efterfesten skal foregå på Lille Vega og bliver en natklub, hvor medlemmerne fra indiebandet selv laver et dj-sæt, mens forsangeren Erlend Øye udgør vokalen. Der bliver desuden mulighed for at høre andre kendte elektroniske navne til efterfesten. Den tyske DJ Saap laver et dj-sæt, og man kan desuden høre en liveoptræden af Frankfurt-duoen Arto Mwambe. De to navne er begge er kunstnere, der er inviterede af The Whitest Boy Alive specielt til lejligheden.

Det dansevenlige indieband har før udmærket sig på som et velspillende live-navn, og GAFFAs anmelder gav The Whitest Boy Alive hele seks stjerner for deres optræden på Roskilde Festival i 2007. Bandet er tilbage med to udsolgte koncerter på dansk jord, men inviterer nu også til efterfesten på Lille Vega den 25. april.

ANNONCE