GAFFA dækker den københavnske to-dages-festival
GAFFA er på plads og dækker Beatday, som skydes i gang af Choir Of Young Believers og Efterklang henholdsvis klokken 13.15 og 14.15. Festivalen er arrangeret af Beatbox Booking og henvender sig til det musikalsk nysgerrige publikum med indie, elektro, singer-songwritere og gendigen rock'n'roll fra ind- og udland.
Efterklang, Oh No Ono, Choir Of Young Believers og Mew er fredagens danske islæt, mens Wolfmother, Crystal Castles, Ting Tings og Basement Jazz nok skal krydre festen. I morgen er Arctic Monkeys, som udgiver deres tredje album "Humbug" næste mandag, Florence And The Machine og Band Of Horses hovednavne.
Ifølge en dugfrisk vejrudsigt fra DMI, så bliver det godt vejr, tørt og solrigt, i Valbyparken i dag - med temperaturer mellem 15 og 20 grader - men samme lover regn lørdag eftermiddag frem til klokken 18, hvorefter det igen skulle klare op.
GAFFA dækker Beatday med anmeldelser fra de fleste koncerter. Koncerterne er placeret forskudt uden overlap mellem den store udendørs scene og teltscenen (som er identisk med Pavillion-scenen fra Roskilde Festival). Og for musikinteresserede, som er optaget andetsteds, så er der mulighed for at høre koncerterne med Mew og Basement Jaxx direkte i P3 fredag aften.
Der er stadig billetter i salg via GAFFA Live.
Fredag den 14. august
Store Scene
14.15 Efterklang (DK)
16.45 The Ting Tings (UK)
19.30 Basement Jaxx (UK)
22.15 Mew (DK)
Telt Scene
13.15 Choir Of Young Believers (DK)
15.30 Oh No Ono (DK)
18.15 Wolfmother (AUS)
21.00 Crystal Castles (CAN)
Lørdag 15. august
Store Scene
12.45 The Late Parade (DK)
14.45 Balstyrko (DK)
17.00 The Raveonettes (DK)
19.30 Band Of Horses (US)
22.15 Arctic Monkeys (UK)
Telt Scene
13.45 The Temper Trap (AUS)
15.45 Florence And The Machine (UK)
18.15 Lykke Li (SE)
21.00 Ladytron (UK)