Stand up-rapperen har opfølgeren til den populære "Søvnloes" klar i starten af det nye år
Anden, der går under det borgerlige navn Anders Matthesen, har med sine stand up-shows, film og teaterstykker høstet stor ros i mange år, hvilket fik ham til at prøve lykken med det første album i hans eget navn. Nu er opfølgeren på trapperne og rapperen har valgt at kalde udgivelsen for "Villa Peakstate".
Anders Matthesen får hjælp af både hustlerne Bossy Bo, Jazzy samt det danske rap-koryfæ MC Einar. Anden fortæller selv om den kommende udgivelse i en pressemeddelelse:
"Jeg er super glad og stolt over pladen. Mange af numrene har været på vej i årevis, og der er brugt rigtig lang tid på både skrivning, indspilning og produktionen. Alle sange er blevet til ud fra ren lyst, og det har gjort pladen meget legesyg og uden regler og dogmer. Genrerne er meget forskellige. Jeg har nydt at lege med musikken igen og er virkelig lykkelig over mit album."
Den positive stemning lyser igennem på det kommende projekt, hvor der også bliver leget en smule med genrerne, og hvor Anden ikke kun rapper, men også springer ud i nogle pop-ballader. Multikunstneren fortalte desuden om albummets titel i et interview med Frikvarter.dk:
"'Villa Peakstate' er ikke bare navnet på min nye plade, det er også navnet på mit hus – det har det heddet i nogle år nu, efter at min bedste ven begyndte at studere coaching. Og 'peakstate' betyder simpelthen den tilstand, hvor man er højest oppe. Ens top-tilstand. 'Peakstate' udviklede sig først til at blive en form for hilsen mellem min ven og mig – i gamle dage råbte vi 'hurra' til hinanden, når vi mødtes, men nu bliver der altså råbt 'peakstate!'"
Anden inviterer indenfor i "Villa Peakstate" den 18. januar, hvorfra man snart kan høre singlen "Umami", der har taget navn efter den københavnske restaurant af samme navn.