De fremadstormende århusianske indie-musikere kan også opleves i Templet i Lyngby i foråret
Den danske kvartet Kiss Kiss Kiss blev spået en stor fremtid, da GAFFA-redaktionen sidste år kiggede i krystalkuglen og gav deres bud på bands, der ville komme frem i 2009. De unge fyre fra gruppen har endnu ikke udgivet et album endnu, men gør det inden de kommende koncerter på Lille Vega og Templet.
Kiss Kiss Kiss blev hurtigt kendt som fremadstormende indiegruppe, og den særlige Mypace-pris, som bandet fik til Danish Music Awards i 2008, har sammen med koncerten på Roskilde Festival i 2008 yderlige hældt brændstof på deres fremfærd. Deres høje energiniveau i livesituationen er også ved at være velkendt, hvilket GAFFA-anmelderen Simon Høgh Meldgaard også måtte sande til årets Spot Festival, hvor gruppe fik fire stjerner og følgende ord:
"Det fyldte telt glædede tydeligvis drengene. Og det er faktisk her, koncerten for alvor hævede sig over gennemsnittet. Der blev spillet, så det sprøjtede - man kunne se at de havde glædet sig, fornøjede sig med at spille og gjorde deres bedste. Der var hverken selvhøjtidelighed, selvtilstrækkelighed eller attitude at spore. Bare drenget entusiasme og spilleglæde. Og det var forfriskende."
Indiebandet er i øjeblikket i æteren med singlen "Mirrors", som er den anden forløber for det endnu unavngivne debutalbum fra Kiss Kiss Kiss, der efter planen udkommer i foråret 2010.
Gruppen kan opleves live på Templet i Lyngby den 19. marts og i Lille Vega den 10. april, og billetter kan findes via GAFFA Live.





