Nyhed

Rage Against The Machine giver gratis koncert

De har slået den britiske X Factor-vinder i kampen om førstepladsen på den engelske singlehitliste og lover at give en gratis koncert i England

Vi kunne i går aftes berette at Facebook-kampagnen, der havde til formål at få Rage Against The Machines gamle protestsang "Killing In The Name" ind som den bedst sælgende single i England i år, er lykkedes over al forventning, da den solgte over 50.000 flere eksemplarer end X Factor-vinderen Joe McElderrys cover-version af "The Climb".

Inden det blev officielt, at RATM tog førstepladsen, lovede bandets guitarist Tom Morello, at skulle de gå hen og vinde, ville de spille en gratis koncert i England for at fejre det. I en udtalelse lover han: "Hvis "Killing In The Name" bliver nummer et, så kommer vi! Og det vil blive en sejrsfest, der slår alle sejrsfester!" Morello har endda inviteret X Factor-dommeren Simon Cowell til at være konferencier ved koncerten, trods hans negative udtalelser omkring kampagnen.

Med denne sejr har RATM sat to rekorder i Storbritannien, da singlen er den første download-single til at vinde juleræset og er den single, der har solgt flest download-eksemplarer på en uge i Storbritannien nogensinde. RATM's forsanger Zack De La Rocha udtalte sig om sejren i et interview med den britiske radiostation Radio 1:


"Vi er virkelig fuldstændigt ekstatiske og begejstrede over, at sangen har taget førstepladsen, og jeg vil gerne sige tak til alle, der har deltaget i denne utrolige græsrodskampagne. Det handler mere om, at unge mennesker spontant tager affære i Storbritannien, for at overvinde dette meget sterile pop-monopol. Når unge mennesker beslutter sig for at gøre noget, kan de gøre det tilsyneladende umulige muligt. Vi har tænkt os at holde vores løfte [om at spille en gratis koncert, red.], og bandet vil mødes i 2010. Vi vil helt sikkert være der, for at fejre det her med alle i Storbritannien."

Bandet har også lagt følgende ud på deres officielle kampagne-hjemmeside:

"Vi har bevist, at vi kan gøre en forskel, og at man ikke har ret til at få en single på førstepladsen, bare fordi Simon Cowell siger det, især med så dårlig en cover-sang. Dette er en sejr for musikken, en sejr for folket! Endelig vil jeg gerne sige tak til alle jer, vi har indsamlet £64,726 [over 543.000 kroner, red.] til Shelter i skrivende stund, og den forskel som disse penge vil gøre for menneskers liv er virkelig fantastisk. We gotta take the power back! Glædelig jul - Rage Against The Machine."


RATM har endnu ikke givet information om tid og sted for denne gratis sejrskoncert, andet end at  det bliver engang i 2010.

ANNONCE