Bono & Co. kommer ikke til Casa Arena, men det gør et andet internationalt topnavn, fortæller Frank Panduro
Gårsdagens rygte om en kommende U2-koncert i Horsens, et rygte, som Århus Stiftstidende bragte, og som GAFFA.dk også løb af sted med, bliver nu kategorisk afvist af Horsens' store musikarrangør Frank Panduro.
- Stiften er helt galt på den. U2 kommer IKKE til Horsens, fortæller Frank Panduro til GAFFA.dk. - Men der kommer et internationalt topnavn, som kan trække 30.000 tilskuere, og som bookes af Live Nation (verdens største koncertarrangør, red.) Hvem det bliver, kan jeg selvfølgelig ikke afsløre. Men det bliver offentliggjort i nærmeste fremtid.
Taler vi dage, uger eller måneder?
– Ja, en af delene. Men hvornår kan jeg ikke sige.
Den store koncert kommer til at finde sted i august i forbindelse med åbningen af det ombyggede Horsens Stadion, også kendt som Casa Arena (billedet). Stadion har nu plads til 30.000 koncerttilskuere. Frank Panduro forklarer:
– Vi har fået lavet det sådan, at hele endevæggen kan rulles væk, så der kan sættes en scene og udstyr ind, på op til 9800 kvadratmeter. Det er det eneste stadion i Danmark, man kan gøre det på.
Vi må altså stadig nøjes med at gætte på, hvem der så kunne komme til Horsens i august. Et andet bud kunne være Led Zeppelin, der efter alt at dømme vil tage på snarlig turné, uden Robert Plant. Men det er alt sammen rygter.
GAFFA.dk holder fortsat øje med sagen.





