Nyhed

Ronettes-sangerinde død

Estelle Bennett, tidligere medlem af vokalgruppen The Ronettes, blev fundet død i onsdags. Hun blev 67 år.

Estelle Bennett, nummer et fra venstre på billedet, blev fundet død af politiet i sit hjem i New Jersey, efter at familiemedlemmer i en periode forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med hende. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvornår og hvordan hun er død.

Estelle Bennett blev født den 22. juli 1941. Hun udgjorde sammen med sin søster, forsangeren Ronnie Bennett, samt deres kusine Nedra Talley pigegruppen The Ronettes. De pladedebuterede som Ronnie & the Relatives i 1961, men slog først igennem i 1963, da de blev knyttet til produceren Phil Spector og hans plademærke Philles. Med hits som "Be My Baby" var de en af de vigtigste eksponenter for Spectors "Wall of Sound". Blandt andet har The Beatles, The Rolling Stones, Brian Wilson og The Ramones nævnt dem som inspirationskilde.

Efter Ronettes' opløsning i slutningen af 1966 har der været forholdsvis stille omkring medlemmerne. Estelle Bennett indspillede dog singlen "The Year 2000 / The Naked Boy" umiddelbart efter bruddet. Hun giftede sig med produceren Teddy Vann. I 1988 sagsøgte hun sammen med resten af The Ronettes Phil Spector for manglende udbetalinger af penge for musiksalg. I 2001 afgjorde en dommer, at Spector skulle betale tre millioner dollars i erstatning, men dommen blev senere omgjort.


Estelle Bennett blev 67 år.

ANNONCE