Nyhed

Vind en hjemmekoncert med D-A-D

MTV, Jägermeister og D-A-D præsenterer Rock'n'Roll Room Service

Den danske afdeling af MTV har nu startet en konkurrence, hvor man kan vinde en eksklusiv og privat koncert med det danske rock-band D-A-D. Konkurrencen går under navnet Rock'n'Roll Room Service, og vinderen kan sammen med sine venner se frem til en koncert med bandet i sin egen stue, hvor Jägermeisters Jägerettes vil stå for flydende forsyninger.

Koncerten optages af MTV, som vil sende klip fra D-A-Ds optræden på MTV, men hele koncerten vil dog også være at finde på deres hjemmeside. I en pressemeddelelse lyder det fra D-A-Ds forsanger Jesper Binzer: “Vi håber, vi kommer ud til nogle søde mennesker… Og så skal vi i hvert fald nok fyre op, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, at vi var der…!”

MTV Danmark har tilbage i 2007 holdt en lignende konkurrence og arrangement, hvor det store amerikanske musiknavn Marilyn Manson gav en ikke helt så akustisk koncert i en tre-værelses lejlighed på Vesterbro i København.


Vinderen af denne omgang af Rock'n'Roll Room Service bliver udtrukket den 2. marts klokken 12.00, og selve koncerten vil finde sted den 11. marts. Man kan finde mere information om konkurrencen og hvordan man deltager på MTVs hjemmeside mtv.dk.

ANNONCE