...men det er kun for musikere
Det hårdtslående rock-band Iron Maiden er mændene bag et spritnyt luksushotel i London, der åbner engang i april måned, men det specielle ved hotellet er, at det kun er Maidens kollegaer, nemlig berømte musikere, der får lov til at overnatte der. Således kan berømte musiknavne leje sig ind på et af de 30 værelser på Sanctum Soho, som design-hotellet kommer til at hedde.
Som hotellets navn også antyder, er det planen, at Sanctum Soho skal være et beskyttet åndehul for de berømte gæster. Derfor er sikkerheden omkring og på hotellet sat i højsædet, så det ikke bliver løbet over ende af fans, journalister og paparazzier, ifølge The Times.
På hotellet er baren naturligvis åben døgnets 24 timer, og værelsernes minibar vil være skjult i kæmpe højttalere, og så indrettes der også en biograf i kælder-etagen, der kommer til at vise film som "Notorious", som er filmen om den afdøde amerikanske rapper Biggie Smalls. Øverst oppe på taget er jacuzzien i det fri med udsigt over Londons tage.
Priserne på værelserne starter ved 1.500 kroner for et standardværelse, 2.500 kroner for værelser med navne som Purple Haze og Naked Baroque og endelig 5.000 kroner for suiterne. Så nu er spørgsmålet bare, om de betalende musikere kan efterlade værelserne i beboelig stand.





