Nyhed

Jennifer Hudson synger til Super Bowl

Den Oscar-vindende skuespiller og sangerinde skal synge den amerikanske nationalmelodi inden kampen

På søndag afgøres det, om det bliver Steelers eller Ravens, der 1. februar skal møde enten Eagles eller Cardinals i den 43. udgave af Super Bowl, der skal spilles i Tampa, Florida. Det er dog allerede afgjort, hvem der skal underholde i pausen, og nu er det blevet offentliggjort, at det bliver Jennifer Hudson, der skal synge den amerikanske nationalsang, inden slaget skal stå.

Jennifer Hudson fik sit gennembrud efter at have medvirket i American Idol, og efterfølgende vandt hun en Oscar for sin rolle i filmen "Dreamgirls". I september 2008 udsendte hun sit debutalbum, og hun har haft flere roller i film og på tv. Men i efteråret 2008 var hun en hel del i medierne under noget mere tragiske omstændigheder.

Det kom nemlig frem i slutningen af oktober, at hendes mor, bror og nevø var blevet slået ihjel i hjembyen Chicago, og siden da har sangerinden holdt lav profil. Der var rygter om, at hun skulle optræde i forbindelse med indsættelsen af Barack Obama, men de viste sig ikke at have noget på sig. Men nu ser det ud, som om Hudson er ved at være klar til at fokusere på karrieren igen, og ugen efter Super Bowl skal hun desuden optræde til showet MusiCares Person Of The Year.


Jennifer Hudson indleder Super Bowl med "Star Spangled Banner", og som tidligere offentliggjort er det Bruce Springsteen, der står for underholdningen i halvlegen.

ANNONCE