Den engelske trio udsender deres fjerde album til april
Der er ikke blevet opdateret meget på Doves' officielle webside siden 2005, hvor de udsendte albummet "Some Cities". Men nu har de via deres mailing-liste informeret deres fans om, at der er både en ny webside samt et nyt album på vej.
I mailen fremgår det, at gruppen er færdige med indspilningerne til det kommende album, og at de lige nu er ved at arrangere koncertdatoer i England og USA i løbet af foråret. Der er ingen planer om at turnere andre steder lige nu, men bandet håber, at det vil ændre sig.
Doves debuterede i 2000 med albummet "Lost Souls" efter at have haft en karriere under navnet Sub Sub i starten af 90'erne. Det kastede hittet "Ain't No Love (Ain't No Use)" af sig, men efter at deres studie brændte ned i 1995, valgte brødrene Jez og Andy Williams sammen med vennen Jimi Goodwin at droppe eurodance-musikken og skabe et nyt band.
Manchester-bandet blev nomineret til Mercury-priser for deres to første plader, og albummet "The Last Broadcast" røg ind som nummer et på den engelske albumhitliste, da det udkom i 2002. Siden da er kommet gruppens tredje album "Some Cities", og efter en fire år lang udgivelsespause vil Doves altså udgive deres fjerde album til april.
Der er endnu ikke sluppet mange detaljer ud om den kommende plade, men i deres mail beskriver bandet deres fjerde album som deres mest eklektiske til dato.