Nyhed

Peter, Bjorn And John udsender nyt

Den svenske trio vil forsøge at følge op på successen med "Young Folks" til marts

Peter Morén, Björn Yttling og John Eriksson er nu under navnet Peter, Bjorn And John klar til at følge op på albummet "Writer's Block" fra 2006. Det sker, når de 31. marts udsender albummet "Living Thing".

Den svenske trio debuterede egentlig i 2002, men fik deres gennembrud i 2006 med singlen "Young Folks", hvor ex-Concretes-sangerinden Victoria Bergsman medvirker. Sangen blev et fænomen, og udover at være blevet spillet på radiostationer verden over, så er den også blevet brugt i tv-serier, film og computerspil, den er blevet samplet af Kanye West, og navne som Nena, James Blunt og The Kooks har spillet coverversioner af den.

Bandet fulgte godt nok "Writer's Block" op med et instrumentalt album i 2007, der blev udsendt i et meget begrænset oplag, men nu kommer den egentlige opfølger til gennembrudsudgivelsen. Der er naturligvis store forventninger til albummet, og skal man tage sangen "Nothing To Worry About" som en indikation, så har bandet opdateret deres lyd mærkbart.


Nummeret er nu tilgængeligt på gruppens MySpace-side, men inden da blev det lækket på Kanye Wests blog, hvor rapperen begejstret skriver følgende:

"Verdenspremiere... de sendte mig sangen først! Peter Bjorn & John... shit is dope!! Trommerne er crazy og jeg kan lide ungerne på hook'et".

Det er svært at forestille sig, at "Nothing To Worry About" bliver samme fænomen som "Young Folks", men mindre kan bestemt også gøre det. Sangen virker i hvert fald ved første gennemlytning temmelig fængende, og det virker som om bandet har fat i noget af det rigtige med den nye lyd.


Hvordan resten af det nye materiale lyder kan man høre, når Peter, Bjorn And John udsender "Living Thing" 31. marts.

ANNONCE