Nyhed

Filmstudier kæmper om rettighederne til Michael Jackson-generalprøve

Det rapporteres, at Sony har budt 50 millioner dollars for optagelserne af Michael Jacksons generalprøve i Staples Center

Michael Jacksons generalprøve på den 50 koncerter lange "This Is It"-turné, som skulle være opført i O2 Arena i London, blev optaget af koncertarrangør AEG Live i høj billed- og lydkvalitet, og der har længe været spekulationer om, hvorvidt optagelserne skulle danne grundlag for senere udgivelser.

Nu har de fire store filmselskaber - Universal, Sony Corp., Paramount og 20th Century Fox - set optagelserne, og Sony, hvis musikafdeling i forvejen ejer rettighederne til Michael Jacksons diskografi, har budt hele 50 millioner dollars (godt 260 millioner kroner) for retten til at distribuere en filmudgave af showet. Filmen skal produceres i samarbejde med koncertarrangøren AEG Live og være med til at vinde nogle af de 30 til 32 millioner dollars tilbage, som firmaet har mistet i forbindelse med aflysningen af "This Is It"-koncerterne på grund af Michael Jackson død den 25. juni. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det enorme bud skulle ifølge flere medier være med til at bekræfte AEG's udmelding, at Michael Jackson var i god form under optagelserne.


Oven i dén handel skulle AEG Live desuden være interesseret i at sælge rettighederne til en omstruktureret udgave af "This Is It" med forskellige sangere, som skal danne grundlag for en hyldestkoncert eller tv-special med London-showenes instruktør Kenny Ortega. Dermed er kampen om score penge til boet efter Michael Jacksons død for alvor gået i gang - et hurtigt salg skal nemlig udnytte det eksplosive salgstal udmiddelbart efter Jacksons død, og den analyse kommer samtidig med, at "Thriller" ifølge MTV skulle være på vej til at slå The Eagles' "Greatest Hits 1971-1975" som det bedst sælgende album i USA nogensinde. Albummet er i forvejen det bedst sælgende album på verdensplan.

ANNONCE