Fleet Foxes-trommeslageren kommer en tur til København til oktober
Den amerikanske musiker J Tillman sad bag trommesættet, da Fleet Foxes for nylig gav koncert på Roskilde Festival. Men Tillman begyndte faktisk at udgive plader i eget navn, længe før nogen havde hørt om Fleet Foxes, og det er som solist, han vender tilbage til Danmark 4. oktober.
Her vil man blandt andet kunne høre sange fra det roste album "Vacilando Territory Blues", der modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, da det udkom i januar måned. Pladen fik blandt andet disse ord med på vejen:
"Sangene er alle som én af høj kvalitet, og det giver ikke rigtig mening at fremhæve nogle frem for andre. Stemningen på "Vacilando Territory Blues" kan bedst sammenlignes med Becks "Sea Change" og Ryan Adams' "Love Is Hell pt.1 og 2", og er således et yderst lækkert album, der kalder mere på grå regnvejrsdage og sene nattetimer end blå himmel og solskin".
Mon ikke de grå regnvejrsdage har indfundet sig og kan sætte den perfekte stemning, når J Tillman 4. oktober dukker op for at give koncert i Vega. Billetter til koncerten kan købes via GAFFA Live.