Nyhed

Korn-sanger får solokontrakt

Jonathan Davis planlægger at udsende sin første soloplade senere i år

Den amerikanske sanger Jonathan Davis er bedst kendt som frontmand i bandet Korn, men i de senere år har han som solist indspillet musik til forskellige film, og nu meddeler Blabbermouth, at Davis har fået en pladekontrakt med Warner Music, og at der muligvis kommer et soloalbum fra ham senere i år.

Det første skridt mod en seriøs solokarriere kom, da Davis i 2007 annoncerede turnéen Alone I Play, hvor han spillede koncerter som solist - dog med hjælp fra et backingband primært bestående af Korn-musikere. Turnéen skulle have ramt København i maj sidste år, men den danske koncert blev desværre aflyst.

Det blev også dengang annonceret, at Davis var igang med at indspille et soloalbum. Det blev dog udskudt, da sangeren påbegyndte arbejdet på det kommende Korn-album. Men nu ser det ud til, at Davis er begyndt at fokusere lidt på solokarrieren igen, og i forbindelse med et gæstevisit på eks-Faith No More-sanger Chuck Mosleys nye album er det kommet frem, at Davis nu har kontrakt med Warner.


I et interview med Pulse Radio fortalte Davis forleden, at man dog ikke skal forvente sig, at hans kommende soloplade kommer til at lyde som Korn:

"Jeg vil gerne have, at det bliver et meget kunstnerisk, sindssygt album, som ingen har hørt før. Fordi det er meget World Music-agtig og mørk, tung, Peter Gabriel-agtig musik, og jeg vil have, at sangene bliver meget anderledes og slet ikke som Korn".

Det kommende Davis-album skulle være et koncept-album om fem elementer, der har bidraget til det menneskelige forfald. Albummet forventes at ligge klar i begyndelsen af 2010.


ANNONCE