Alec Ounsworth har nu færdiggjort sit første soloalbum, der udsendes til oktober
Der har i to år været snak om, at frontmanden i Clap Your Hands Say Yeah, Alec Ounsworth, ville udsende et soloalbum, og nu ser det så endelig dagens lys. Albummet får titlen "Mo Beauty" og udsendes i slutningen af oktober.
Allerede cirka et halvt år efter udgivelsen af "Some Loud Thunder" udtalte Ounsworth, at han havde en masse sange liggende, men at de ikke ville dukke op på det tredje CYHSY-album. Tidligere i år fortalte han så, at trods rygter om det modsatte, så er CYHSY ikke opløst, men at der var planer om at udsende et album senere i år, og også planer om en Ounsworth-soloplade og et album til børn.
To af disse projekter har man efterfølgende ikke hørt mere til, men nu kan Ounsworth bekræfte, at hans solodebut er på vej. Albummet er indspillet i New Orleans sammen en række lokale musikere, og resultatet udsendes 20. oktober.