Nyhed

Valravn holder snigpremiere på nyt album

Folk-rock-electrogruppen præsenterer sit nye album live i Odense hos Klub Golem på Kulturmaskinen

Den danske gruppe Valravn, der blander nordisk folkemusik med rock og elektronika, ikke helt ulig svenske Hedningarna eller hedengangne Sorten Muld, er på vej med deres andet album, som får titlen “Koder På Snor”.

Albummet udkommer 9. august, men allerede 7. august kan man købe albummet på Kulturmaskinen i Odense, hvor gruppen også giver koncert.

Koncerten er arrangeret af Odenses goth-relaterede Klub Golem, der opfordrer til, at folk møder op i alfekostume, forklædt som underjoridsk væsen eller noget andet i den stil.

Bortset fra Valravn er der også dj’s, nemlig Ras Bolding, Changeling, Gravefiend, Sue She og Grayskull.

Valravn debuterede i 2007 med et selvbetitlet album, som GAFFAs verdensmusikekspert tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:

"Det er i høj grad et personligt univers, som Valravn har skabt, med stemninger frembragt af Martin Seebergs bratch (en dybere violin) og Søren Hammerlunds keltiske blæseinstrumenter, som skaber en troværdig stemning, der netop bevæger sig fra Skotland og Irland og op mod Færøerne. Dertil kommer de elektroniske virkemidler, som går fint i spænd med Juan Pinos spanske perkussion, specielt hans cajon, som inden for perkussion er blandt undertegnedes favoritter."


ANNONCE