Danskerne skal med Metallica på turné i Nordamerika
Når Metallica senere på måneden giver hele fem koncerter i København, så er det Lamb Of God og Mastodon, der skal stå for opvarmningen. Men når bandet tager hul på deres canadiske koncerter, og derefter vender tilbage til USA for at afslutte World Magnetic-turnéen, bliver det med danske Volbeat som opvarmning.
I et indlæg på Volbeats MySpace-side kan man nu læse, at bandet er blevet bedt om at varme op til 15 nordamerikanske koncerter inklusive turnéafslutningen i San José 12. december. I indlægget skriver bandet:
"Det er en ære at kunne offentliggøre denne nyhed. En drøm bliver til virkelighed, og alle er mere end taknemmelige over at kunne fortælle jer dette: Volbeat er netop blevet bekræftet som support til mægtige Metallica på deres Death Magnetic Tour dette efterår".
Inden da skal bandet dog langt fra bare ligge og hvile på laurbærrene. 16. juli springer de på Grøn Koncert-karavanen, og derefter skal de i august spille en lang række europæiske koncerter.
Volbeat skal varme op for Metallica i perioden 26. oktober til 12. december på en turné, der inkluderer to udsolgte koncerter i Madison Square Garden.