Mike Patton & Co.'s optræden giver ikke de allerbedste forhåbninger for Roskilde ifølge GAFFAs anmelder
Tirsdag aften gav det gendannede Faith No More koncert på Kindl-Bühne Wuhlheide i Berlin. GAFFAs anmelder Mathias Nielsen og fotograf Jacob Dinesen var på pletten for at give en stemningsrapport forud for gruppens Roskilde-optræden.
Koncerten gav dog ikke de allerbedste forhåbninger for bandets snarlige Danmarksbesøg. Mathias Nielsen uddeler beskedne tre ud af seks stjerner og skriver blandt andet:
"Der var ingen rigtig intern energi i bandet - Roddy Bottum lignede én, der heller ville sidde hjemme på hotelværelset, stenmanden Jon Hudson gjorde intet væsen af sig med sit stærkt anonyme guitarspil, og bagerst holdt Mike Bordin og Billy Gould sammen på sangene med cementtunge rytmer, men heller ikke meget mere end det.
Mike Patton var dog i sit es (som altid), men det var svært at afkode, om han var alvorlig i alle sine primalskrig fortolkninger af klassikerne, eller om han brølede sangene som en slags sarkastisk afstandtagen til sangene, som - når alt kommer til alt - er ekstremt poppede i forhold til det musikalske miljø, han i dag bevæger sig i."
Mathias Nielsen slutter dog fortrøstningsfuldt:
"Man kan ikke andet end konkludere, at koncerten dagen derpå ikke står særlig stærkt i hukommelsen - men samtidig også, at muligheden for at Faith No More vil have nemmere ved at vågne op og starte en fest på en fyldt dyrskueplads frem for i et kvart fyldt amfiteater i en østberlinsk skov, består. Trods alt."
Læs hele anmeldelsen her.





