Det tidligere Destiny's Child-medlem erstatter rapperen som hovednavn på årets festival
Der var mange, der fandt det utroligt, da Bork Havnefestival kunne annoncere, at dette års hovednavn var den amerikanske rapstjerne Busta Rhymes, og der er nok mindst lige så mange, der bliver skuffede, nu hvor det har vist sig, at Rhymes har aflyst.
Til at erstatte Busta Rhymes har arrangørerne skaffet det tidligere Destiny's Child-medlem, Kelly Rowland til at optræde den 29. juli.
En lille trøst for de mange, der havde glædet sig til at høre Bustas rim, er, at Rowlands seneste album her i bladet har modtaget en stjerne mere end de tre, som Busta Rhymes' seneste udgivelse "Back On My B.S." fik. GAFFAs Christian Grubert har anmeldt begge plader, og "Back On My B.S." fik følgende ord med på vejen:
"(...) albummet lægger hårdt ud med Wheel Of Fortune og Respect My Conglomerate, der begge vil sende elskere af såkaldt ægte rap ud i et headspin. Desværre har Busta sin egen version af et headspin-show kørende med Ron Browz, et af dem, der ender med, at hovedet ryger af i fortvivlelse. Stop Ron Browz! Det samme kan med overbevisning siges for T-Pain og Akon."
Bork Havn Musikfestival finder sted fra den 29. juli til den 1. august.