Den koncertaktuelle sanger udgiver ”Swords” til oktober
Det er rigtig sjovt at være Morrissey-fan for tiden. Særligt hvis man ikke hører til den gruppe af fans, der måtte sidde inde med billetter til de udsatte koncerter i England. Herhjemme kan danske fans både nyde ”Years Of Refusal”, læse i den nyligt udkomne ”Alle Dage Er Som Søndag”-bog og glæde sig til de to Morrissey-koncerter i næste uge.
Herudover har manden selv annonceret et opsamlingsalbum med b-sider fra sine tre sidste udgivelser. Pladen har fået titlen ”Swords” og er sat til udgivelse i oktober i år. Morrissey-entusiaster vil vide, at der ofte er ret stærke sange at finde blandt b-siderne, så de fans, der ikke i forvejen har samlet rub og stub, kan efter al sansynlighed roligt glæde sig.
I en yderst underholdende meddelelse på sin hjemmeside beklager Morrissey sit sydomsforløb, og forklarer, at han hellere vil udskyde koncerter end ikke at kunne synge for fuld kraft, for ”falske toner knuser sjælen”, som han skriver.
Ydermere påpeger Morrissey, at den person, der er på Facebook og Twitter i hans navn, ikke er ham, men en tåbelig skabning, som han i det mindste håber er interessant at tale med for de fans, der uforvarende har troet, at de var i kontakt med Moz selv. Herudover forklarer han, at han ikke er på Facebook eller Twitter, fordi der simpelthen ikke sker nok i hans liv, til at han føler, at han skal dele det med andre mennesker.
Læs hele Morrisseys besked her.





