Nyhed

The Late Parade-sanger og -producer i nyt projekt

Helsinki Poetry har lagt en stribe sange ud på deres hjemmeside

I sidste måned udgav The Late Parade deres roste debutalbum "In Chase Of Red Beads", men det betyder ikke, at gruppen nu ligger på den lade side - i hvert fald ikke alle medlemmerne. Ganske vist har de indtil videre kun offentliggjort to koncerter denne sommer, 25. juni på Bang Bang Club i Berlin og 14. august på Beatday i København, men nu har sanger og guitarist Rune Vigil og albummets producer, Ebbe Frej, også kendt fra epo-555 med flere, sat gang i projektet Helsinki Poetry.

Rune Vigil fortæller til GAFFA.dk:
- Ebbe og jeg startede umiddelbart efter endte indspilninger med The Late Parade at udveksle og arbejde med nye demoer. Vi opdagede hurtigt, at vi var ret gode til skrive småtemaer og melodier i udarbejdelsen af The Late Parade-pladen og besluttede os for at begynde at arbejde i det små med projektet Helsinki Poetry.

Rune Vigil fortsætter:
- Planen med dette projekt er i første omgang at lave en ep med de skarpeste af vores numre. Tingene foregår meget umiddelbart, og de indspilninger, vi laver fra første færd, er dem, vi bruger. Hurtigt ind - hurtigt ud. En god og velsmut pop-maskine er under udvikling.

Han uddyber:
- Vi arbejder med bynavne som titler for at understrege den følelse, demoerne giver os fra første færd. Numrene navngives således fra begyndelsen af en session, så vi på denne måde har en - temmelig bred og fortolkningsåben - ramme for udfoldelse i arrangement og lyrik. Demoerne lægges løbende op på vores hjemmeside, hvor de kan downloades, og lyttere kan følge med i hele processen fra start til slut.

I skrivende stund kan man høre sange med titler som "Manchester", "Tokyo" og "Paris" på duoens hjemmeside. Musikalsk ligger Helsinki Poetry ikke så langt fra The Late Parades drømmende pg melankolske udtryk, men uden den bombastiske lyd fra Line Grønbechs trommespil, der ikke er en del af Helsinki Poetry, og sine steder er musikken også mere poppet end Helsinki Poetry. Men lyt og døm selv på Helsinki Poetrys hjemmeside.

ANNONCE