Den amerikanske sangerinde skulle eftersigende arbejde på et album med duetter og vil gerne i studiet med Adele
Der florererer lige nu historier om, at Beyoncé er i gang med at forberede et album med duetter. Tidligere er både den engelske X Factor-vinder Alexandra Burke og Beyoncés søster Solange blevet sat i forbindelse med projektet, og nu skriver The Sun, at også Adele forventes at skulle medvirke på en kommende Beyoncé-plade.
Ifølge avisens kilder har Adele fået en invitation til at komme i studiet med Beyoncé, der lige nu er i gang med en verdensturné. Beyoncé har tidligere udtalt sig rosende om den engelske sangerinde, og det forventes, at de to vil gå i studiet sammen, når Beyoncés turné rammer England.
Skulle duetten blive til noget, er det ifølge The Sun en drøm, der vil gå i opfyldelse for Adele. Sangerinden skulle nemlig eftersigende være stor fan af Destiny's Child. Falder samarbejdet på plads, bliver det dog ikke Adeles første stjernekollaboration. Hun var nemlig i studiet med Jack White tidligere på året.