PowerSolo og Cola Freaks på miniturné i Århus i dagene 21.-23. maj
Sideløbende med at Spot Festival for 15. gang har inviteret en lang række skandinaviske navne til at spille for branchefolk og andre musikinteresserede i Århus, har to af Danmarks mest erfarne og underholdende livebands Cola Freaks og PowerSolo taget initiativ til den sideløbende Arrogant Tour i den jyske hovedstad. De to bands er nemlig ikke inviteret til at spille på den officielle festival, og i stedet for at se passive til fra sidelinjen tilbyder de et alternativt modsvar til den etablerede festival.
Mads Stobberup (sanger i Cola Freaks og koncertarrangør, blandt andet på en nu legendarisk koncert med Jay Reatard på Århus baren Sway i 2005) forklarer:
– For Cola Freaks vedkommende har vi to gange søgt om lov til at spille på Spot, og i år havde vi et bookingbureau til at søge, men vi har endnu ikke fået lov. Kim (Kix fra PowerSolo og Kim And The Cinders) havde fortalt, at de heller ikke var kommet på Spot i år. I stedet for at være sure over, at vi ikke er på det officielle program, har vi valgt ikke at se passivt til og i stedet udnyttet, at byen er fyldt med branchefolk og andre musikinteresserede. Byen vil underholdes, og vi har derfor valgt at holde en miniturne i Århus i de dage.
– Vi spiller rundt omkring i byen torsdag, fredag og lørdag (se turneplan herunder), og planen er, at Cola Freaks spiller en fire koncerter, PowerSolo tre gange og Kim And The Cinders to gange. Der kommer også andre mindre bands med, og vi har hver især en halv time at gøre godt med. Fem minutter til at sætte op, 20 minutter til at spille, og fem minutter til at pakke sammen igen. Der er ingen, der kommer til at tjene penge på det, så det er bare med at vise, hvad vi kan på de 20 minutter. Man kan vel betragte det som en gave til hele byen.
Om inspirationen til modsvaret til det etablerede forklarer Mads:
– Vi har fundet stor inspiration i SXSW-festivalen i Austin, hvor der er den officielle festival, men samtidig masser af mindre shows rundt i byen, hvor navne som os kan spille. Jeg håber, at vores initiativ i fremtiden vil inspirere andre bands til noget tilsvarende, og at de mindre spillesteder ligeledes vil udnytte, at byen er så godt besøgt i de dage.
Turnéplanen ser således ud:
21. maj fra klokken 20:30 – Lobby (ved siden af Musikhuset - Valdemarsgade 1)
med Kim And The Cinders, Fossils, The Surfing Henchmen, Cola Freaks og PowerSolo.
22. maj fra klokken 20:30 – Flirkus (bagved Musikhuset - Skovgårdsgade 3)
med The Surfing Henchmen, Birdstrike, Cola Freaks, Ice Age og Fossils.
23. maj fra klokken 14:00 – Surface (skateshop i Guldsmedgade 20)
med Cola Freaks, Ice Age, PowerSolo og Kim And The Cinders.
23. maj fra klokken 20:30 – Sway (Skt. Clemens Torv 17)
med Ice Age, Birdstrike, Cola Freaks og PowerSolo.