Nyhed

Beta Satan udgiver remix-ep

Girls Mistreated And Remixed udkommer digitalt på mandag

Den århusianske alternative rockkvintet Beta Satan meddeler på deres MySpace-blog, at de er i studiet for at skrive nyt materiale. Mens vi venter, kan Beta Satan lokke med en digital remix-ep, som udkommer på mandag den 11. maj.

Det drejer sig om fire remixes og et covernummer af i alt tre numre fra deres anmelderroste "Girls" fra september sidste år. "Rave Kenneth" er blevet til en surfrock-cover "Rave Kned" i hænderne på et andet Crunchy Frog-band, Tremolo Beer Gut, mens Marybell Katastrophy har forvandlet "Party On The Death Star" til "Star Party Death". Desuden kontribuerer SuperTroels, Oliver North Choir Boy og Druggy Viggo Sommer (med Niels Kristian Eriksen fra KloAK og Kim Las) til "Girls Mistreated And Remixed".

Beta Satan består blandt andet af medlemmer fra I Am Bones og det tidligere Tiger Tunes - samme sted, som Marybell Katastrophy udspringer.


Når Beta Satans fem medlemmer for tiden ikke øver op til Spot Festival, skriver de nye sange til næste album. En proces, der ifølge en pressemeddelelse rygter om et krydsfelt med "dansemusik og rendyrket smaddertekno". Allerede nu kan man få en forsmag på Spot Festivals hjemmeside Spotter, hvor en video viser, hvordan Beta Satan på to timer lavede en sang over temaet ”en skovl, der er blevet begået indbrud med”.

Coveret til "Girls Mistreated..." er i øvrigt lavet af Carl Johan Sennels, som vi interviewede i forbindelse med vores Undercover-artikel i GAFFA tidligere på året. Tematisk befinder coveret sig - som ep'ens titel også antyder - fortsat i et kulørt hestepige-univers, hvor de tilsyneladende søde piger antydes at have eksperimenteret med store mængder alkohol.

Trackliste:
1. Rave Kned (Cph Rules Supreme Tremolo Beer Gut cover)
2. Star Party Death (Marybell Katastrophy remix)
3. Let's Talk About Sex (Druggy Viggo Sommer remix)
4. Party on the Death Star (Oliver North Boy Choir remix)
5. Party on the Death Star (Supertroels remix)


Man kan smuglytte på to numre fra ep'en på Beta Satans MySpace.

ANNONCE