Nyhed

Green Day går nummer et

Punk-trioen indtager denne uges førsteplads med albummet "21st Century Breakdown"

Green Day opnåede en fjerdeplads på den danske albumhitlisten med albummet "American Idiot", men med udgivelsen af "21st Century Breakdown" kan de nu prale af at være gået direkte ind på en førsteplads i Lars Ulrichs hjemland. Salget af albummet i første uge var samtidig nok til at sikre dem en guldplade til samlingen.

Dermed topper den amerikanske punk-trio ugens hitliste foran Ronan Keating, Bob Dylan, Sanne Salomonsen og Outlandish, der er ugens højestplacerede danske nyhed. De går direkte ind som nummer fem med deres seneste album "Sound Of A Rebel".

Resten af top ti er endnu mere eklektisk end top fem, da man fra sjettepladsen og ned finder Paul Potts i selskab med Infernal, Sukkerchok, Kurt Ravn og Depeche Mode.


Vi skal dog ned til enogtyvendeplads for at finde ugens tredje nyhed, der kommer fra de kunstnere, man i sidste weekend kunne opleve til det internationale melodi grand prix. Samme show har også sikret sig en 26. plads til Brinck, der er røget tilbage ind på listen med sit album "Brinck".

Hele den officielle danske albumhitliste kan ses på Hitlisten.nu.

ANNONCE