Nyhed

Stjerneparade hyldede Pete Seeger i New York

Springsteen, Wainwright, Harris og mange flere fejrede folk-legendens 90 års fødselsdag

Som vi skrev på GAFFA.dk i går, fyldte den amerikanske folkemusiklegende Pete Seeger i går 90 år, og man må sige, at han blev behørigt fejret. En sand stjerneparade af kunstnere hyldede ikonet på det historiske New York-spillested Madison Square Garden, skriver New York Times. Seeger optrådte ikke selv, men dukkede op og modtog folkets hyldest, ligesom han i flere tilfælde dirigerede fællessang med publikum, blandt andet på sange som Leadbellys "Goodnight, Irene" og hymnen "Amazing Grace".

Blandt de optrædende til hyldestkoncerten var både nogle af Seegers helt tidligere inspirationskilder, såsom Joan Baez, Ramblin' Jack Elliott, Tom Paxton og Richie Havens. Også lidt yngre fans, der fik deres gennembrud i 70'erne, såsom Bruce Springsteen, John Mellencamp, Emmylou Harris og Kris Kristofferson fortolkede Seeger. Derudover blev han hyldet af endnu yngre musikere, der først dukkede op i 90'erne, heriblandt Tom Morello (Rage Against The Machine), Rufus Wainwright, Ani DiFranco og Teddy Thompson. Også Rufus Wainwrights lillesøster Martha Wainwright og søskendeparrets mor og moster, Kate og Anne McGarrigle, fejrede Pete Seeger.

De fleste af de optrædende fortolkede sange enten af eller kendt med Pete Seeger, men enkelte fremførte også egne numre, heriblandt John Mellencamp og Bruce Springsteen.

Også i Danmark blev Pete Seeger fejret, nemlig ved et arrangement hos 3F Bygge i Valby. Her var de optrædende kunstnere
Alan Klitgaard, David Rovics (USA), Jan Hammarlund (Sverige), Tamra og Noah Rosanes, Leif Monnerup og Anne Eltard, Peter og Franka Abrahamsen, Arne Würgler og Eddie Skoller.

ANNONCE