Det nye live-album er på gaden den 6. april
Sidste år udsendte Allan Olsen cd/dvd’en ”Live Vol. 1”, hvor han sammen med sit veloplagte bandt bød på en stribe af karrierens bedste numre. Udgivelsen modtog fem stjerner af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen, der kaldte udgivelsen for en ”ganske enkelt forrygende koncertoptagelse”:
”[...] på den danske musikscene er det svært at stjæle spotlys fra Nordjyllands mest skarptslebne ordstyrer, der uden dikkedarer gør det, han er bedst til, nemlig at fortælle historier, vi aldrig bliver trætte af. Det valgfrie kommentarspor med Olsens anekdoter om stort, småt, surt og sødt er selvsagt også et lyt værdigt.”
Nu er Allan Olsen så klar med en opfølger i form af ”Solo Live Vol. 2”, der også følger op på den syv år gamle ”Solo Live Vol. 1”. Albummet kommer til at bestå af to cd’er og en dvd med materiale fra bagkataloget og op til seneste studiealbum ”Multo Importante”. Om udgivelsen udtaler Olsen selv i en pressemeddelelse:
“Jan - min lydmand, og meget mere end det - og jeg kører snildt fra Skagen til Flensborg, uden at sige et ord til hinanden. - Ikke at vi er uvenner, slet ikke, men vi har sagt det, der skal siges. Det er ikke bare solo - snarere 2 x solo. Sidste år udgav vi "Live Vol. 1" - med band. Men når rock-attituderne, de sene timer og trommerne er kørt i garage, er det ikke slut.
Så ta'r Jan og jeg en tur rundt igen, med et par guitarer, en banjo, og alt som i gamle dage - hvilket for mit vedkommende vil sige, før jeg fik band og - til dels - et publikum... Jeg holder meget af mit orkester - men der vil altid være noget helt basalt for mig ved at spille solo.
Det er en lakmusprøve, en ufravigelig domfældelse, hver gang, man står alene på scenen foran sit publikum. Der er ingen fake, og hvis der alligevel er, bliver stilheden pinlig. Det blev den heldigvis ikke denne skønne vinteraften, i Holstebro. Tak for det...”
Indholdet på ”Solo Live Vol. 2.” ser ud som følger:
1 del
1. Regn på vej 3.22
2. En mistænkt for meget... 4.02
3. En anden mands pige 3.35
4. Lun luft over Danmark 3.23
5. Lille gråspurv 2.30
6. I statsministerens undergrund 5.24
7. De kommende år 4.45
2 del
8. Vi lå jo i Herning 3.44
9. Taberens søn 5.00
10. Mens folk snakker 3.41
11. En stille glød i mørket 4.24
12. Hængt i Finns butik 3.18
13. 5 under 0 4.07
14. Staklernes hus 3.43
15. Mergelgraven 5.01
16. En plads i byen 3.59
17. Streger af slim 4.51
+ ekstramateriale (På dvd)





