Den walisiske soulkomet gæster Falconer Salen i juni
Den walisiske soulsangerinde Duffy stod for et af årets helt store gennembrud sidste år. Blandt andet blev hendes debutalbum "Rockferry" det mest solgte album herhjemme i 2008 med omkring 100.000 solgte eksemplarer, og på verdensplan har det solgt millioner og givet store hits som "Mercy", "Warwick Avenue", "Stepping Stone" og "Rain On Your Parade". Ifølge Gigwise.com var albummet det fjerdebedst sælgende på verdensplan i 2008 med et salg på cirka 4,5 millioner eksemplarer kun overgået af, fra toppen, Coldplay, Amy Winehouse og AC/DC.
Duffy har turneret flittigt i 2008, og sådan fortsætter hun i 2009. Efter at have besøgt Arena Scenen på Roskilde Festival 2008 vender Duffy nu tilbage til Danmark, denne gang for at give en sid-ned-koncert i lidt mere formelle rammer, nemlig Falconer Salen i København 12. juni.
I England modtog Duffy for nylig hele tre Brit Awards, ligesom hun også har modtaget en Grammy, en Danish Music Award og ikke mindst GAFFA-Prisen i kategorien "årets udenlandske sangerinde".
Duffy er blandt andet inspireret af 60'er-popnavne som Dusty Springfield og Burt Bacharach samt Motown-soul og blev i starten ofte sammenlignet med Amy Winehouse - hendes fulde navn er i øvrigt Aimee Ann Duffy - men efterhånden synes hun at have markeret sig som en selvstændig kunstner.
Da Duffy optrådte på Roskilde Festival 2008, uddelte GAFFAs anmelder Peter Ramsdal fire stjerner og skrev blandt andet: "Duffy leverede egentlig varen med en stemme, der matcher (...) Amy Winehouse, og hun svingede kækt med mikrofonen og forsøgte at smigre sig ind på publikum med høfligheder om festivalen, vejret og publikum, men koncerten løftede sig aldrig over nydelige versioner af sangene fra debutalbummet 'Rockferry'."
Billetsalget til koncerten starter mandag den 9. marts via www.billetlugen.dk / 70 263 267 samt Fona-butikker landet over.