Nyhed

Duffy er tilbage — annoncerer første koncert 15 år efter kidnapning

Duffy forsvandt fra offentlighedens lys efter sit andet album i 2010. Nu lover hun nye sange og spiller koncert i London.

Advarsel: Nedenstående historie fortæller om seksuelle overgreb

Den walisiske sanger og sangskriver Duffy giver sin første koncert i mere end 15 år, efter hun i 2020 fortalte om at være blevet udsat for seksuelle overgreb og forsvandt fra offentlighedens lys.

Det skriver BBC, som citerer en story på Duffys Instagram-profil.


Showet bliver afholdt i London den 5. juli på et endnu ikke offentliggjort sted. Her lover Duffy at synge nye sange.

Læs også: Ny Duffy-dokumentar går tæt på musikerens kidnapning

Duffy fik et massivt gennembrud i 2008 med singlerne "Mercy" og "Warwick Avenue" og debutalbummet Rockferry, der blandt andet modtog tre Brit Awards, en Grammy, en Ivor Novello Award og var årets mest solgte album i både Storbritannien og Danmark.


Imidlertid forsvandt hun fra rampelyset kort efter udgivelsen af sit andet album i 2010, Endlessly, der ikke blev nær så stor en succes, om end det dog nåede en niendeplads på den britiske hitliste. Til gengæld fik det kun en 72. plads i USA, hvor forgængeren havde fået en fjerdeplads. Duffy har ikke siden udgivet ny musik.

I 2020 fortalte hun i et længere brev online, at årsagen til hendes lange forsvinden skyldes, at hun var blevet kidnappet til et andet land og udsat for seksuelle overgreb, inden det lykkedes hende at flygte. Noget, hun også vil berette om i en dokumentarfilm på Disney+, der får premiere inden længe.

Ifølge Duffy havde hun ikke fortalt om overgrebene til nogen, da hun offentliggjorde historien i 2020, og hun havde heller ikke meldt forbrydelsen til politiet, da hun ikke stolede på dem.


ANNONCE