Nyhed

Kandis forviser Springsteen fra hitlistetoppen

Johnny Hansen & Co. banker bossen af banen på den danske albumhitliste

Fredag morgen er ensbetydende med offentliggørelsen af ugens officielle danske hitlister for albums, download-singler, radioairplay, ringetoner, dvd'er og flere andre kategorier. Og i denne uge sker der noget i toppen. Dansktoppen fortrænger den amerikanske rock fra toppen af hitlisten. Kandis går nemlig direkte ind på førstepladsen med deres "Kandis Live 2 – 20 Års Jubilæum" og tvinger dermed Bruce Springsteen og hans "Waiting On A Dream" ned på andenpladsen, efter at Bossen ellers har toppet den danske hitliste i flere uger.

Ugens næsthøjest placerede nyhed er i en ganske anden genre, nemlig elektro-punkerne The Prodigy, der går ind på en 17.-plads med deres første album i over fire år, "Invaders Must Die". Endnu en nyhed i dansktop-genren finder vi på plads nummer 21 i form af Fede Finn & Funny Boyz og deres "Klassikere På Den Fede Måde". Pop af den lidt mere sofistikerede slags finder vi på plads nummer 23, hvor Jenny Lewis entrerer listen med sit andet album, "Hardships!". Ugens sidste nyhed i top 40 er Mariah Carey, der går ind på en 37.-plads med "The Ballads".

I ugens album top 40 finder vi også to re-entrys, nemlig først lidt svensktop i form af Christer Sjögren og hans "Mitt Sköna Sextiotal" på plads nummer 29 og dernæst Chris de Burghs cover-plade "Footsteps" på plads nummer 33.


På download-single-hitlisten er det for anden uge i træk X Factor-finalisternes fortolkning af Carole King-klassikeren "You've Got A Friend", der topper hitlisten. Ugens højest placerede nyhed er Depeche Modes nye single, "Wrong", forløberen for deres kommende album, "Sounds Of The Universe", der udkommer 20. april. Også på plads nummer 14 finder vi en nyhed, Flo-rida featuring Ke$ha med "Right Round", og ugens sidste nyhed i top 40 på download-hitlisten finder vi på plads nummer 39, hvor Brandy går ind med "Right Here (Departed)".

På download-top 40-listen møder vi også en enkelt re-entry, Veronica Maggio og hendes "Måndagsbarn". Formodentlig takket være hendes koncerter i Danmark i sidste uge.

Se hele hitlisten


ANNONCE