"Primary Colours" udkommer først i maj, men singlen "Sea Within A Sea" kan allerede nu downloades
Det britiske garage-rock-band The Horrors er den 4. maj sat til at udgive deres anden studieplade "Primary Colours", som er opfølgeren til 2007-albummet "Strange House", men man kan allerede nu få en smagsprøve i form af den nye single "Sea Within A Sea", der kan downloades fra deres hjemmeside og som der også er lavet en video til.
I sidste uge dukkede der en nedtælling op på bandets hjemmeside www.thehorrors.co.uk, og da den endeligt stoppede i går kunne fans, der er tilmeldt sidens og bandets mailing-liste, ganske gratis begynde at downloade singlen "Sea Within A Sea", der er produceret af Geoff Barrow fra Portishead.
Ydermere offentliggjorde bandet navnet og udgivelsesdatoen på deres næste album "Primary Colours", samt afslørede omfattende koncertdatoer for optrædener på såvel De Britiske Øer som i USA.
The Horrors' sidste pladeudspil "Strange House" fra 2007 fik her på GAFFA en pæn anmeldelse med fire stjerner, og anmelder Kristian Bach Petersen skrev blandt andet:
"Intronummeret Jack The Ripper starter ud med en tonstung bas, og forsanger Faris Rotter messer sig igennem nummeret, med en nærmest Nick Cave'sk gravrøst. Herefter skruer rædslerne op for tempoet, med svirrende 70’er-keyboard og en stemning af Hammer- gyserfilm. Det hele bliver leveret med så meget patos, at det næsten er uhyggeligt, men det er måske netop meningen."
Musikvideoen til "Sea Within A Sea" er instrueret af Douglas Hart fra The Jesus and Mary Chain, og den kan nu ses på bandets website, som vi har linket til ovenover.