Nyhed

GAFFA på Pentaport Rock Festival i Sydkorea del 2

Sydkoreas største rockfestival blev afviklet i weekenden med koreanske megastjerner, internationale headlinere og 50.000 ellevilde festivalgængere. GAFFA var med.

Lørdagen på Pentaport starter med et forsøg på at svede dagens tømmermænd ud med et besøg i en ægte koreansk sauna, som ud over en sauna og spa både tæller kontorlokale, rygerum, køkken og soverum. Stedet er pænt fyldt med svedende koreanere i alle aldre og størrelser, som næsten intet siger, men til gengæld bruger tiden på at flade helt ud og lade op til endnu en dag på festivalen. Godt renset ud går turen derefter ud mod festivalpladsen, som i dag er langt mere fyldt op med glade publikummer end om fredagen. Det næsten udelukkende koreanske publikum daser søvnigt rundt i den nærmest tropiske hede eller sidder i grupper i skrædderstilling på de store åbne græsarealer og hygger med mad og vand. Øl og anden alkohol bliver der ikke drukket meget af, og stemningen er meget mere lavmælt end på europæiske festvaler.

Men det er kun lige til, der kommer gang i musikken på scenerne, for så eksploderer alting! Det sker blandt andet, da amerikanske Boys Like Girls giver koncert på hovedscenen. Her forsvinder lyden nærmest i et inferno af pigehvin og drengeskrål, mens der straks kommer gang i både kædedans, moshing og stagediving. I modsætning til for eksempel på Roskilde Festival er der ingen begræsninger på publikums opførsel under koncerterne. Man må gøre lige, hvad man vil, så længe det ikke er til skade for andre end en selv, og der bliver derfor gået særdeles amok under koncerterne.

Samtidig er publikum dog enormt flinke og søde og hjælper straks hinanden op, hvis nogen falder. Der er nemlig stort set ingen, som er alkohol- eller stofpåvirkede. De er bare fyldt med energi og er glade for at kunne slippe nogle af de alle normer og tøjler, som den traditionelle koreanske kultur ellers kræver. Boys Like Girls ser både overraskede og overrumplede ud over den ekstatiske modtagelse og leverer selv et udadvendt show fyldt med deres pop-punk-sange og svulstige ballader.

Koreansk rave-party & britisk post-punk

Endnu mere ekstatisk bliver det, da aftnens koreanske hovednavn går på scenen. Det er den prisvindende elektroniske trio Idiotape, som bemandet med en trommeslager og to dj's på synths, samples og mixerpult får crowden helt op i det røde felt. Idoldyrkelsen er meget stor i Sydkorea, og publikum elsker et show med drama og patos. Det får de dog ikke så meget af her, men til gengæld får de nogle forrygende beats, seje samples, buldrende bas, stramme riffs og fantasifulde loops, som får forvandlet hele området til et sydende raveparty. Det hele minder lidt om Chemical Brothers, New Order, Spleen United eller Kraftwerk på speed – dog helt uden vokal. Fedt er det, og man tager sig selv i at stå med et kæmpe smil på læberne og bare gå ind i musikken sammen med det jublende publikum.

Lige bagefter på den mindre scene går britiske The Horrors i gang med deres smukke og dystre opdatering af 1980'ernes post-punk og shoegazer. The Horrors udgav i år sit fjerde og efter min mening aldeles glimrende album med titlen "Luminous". Trods titlen er der dog ikke meget lys over koncertens foretagende, som foregår i kraftigt dæmpet belysning og med en mørk indadvendthed, som klæder musikken, men som forvirrer publikum. Koreanerne elsker, når bandet viser sig frem og er udadvendte. Men det får det ikke her, og resultatet er, at publikum langsomt, men sikkert siver ud fra teltet mod mere lyse og glade toner. Ærgerligt, for koncerten og musikken fejler bestemt ikke noget, men sådan er det med smag, behag og kultur.

Ligesom i Japan slutter koncerterne i Korea meget tidligt. Sidste store koncert denne lørdag aften på Pentaport er med Kasabian, som allerede 21.30 indtager scenen i røg og damp og blodrødt modlys. De to frontfigurer i bandet Tom Meighan og Sergio Pizzorno er tilpas løsslupne, arrogante, charmerende og udpræget britiske i samme stil som forbillederne Liam Gallagher, Shaun Ryder og Ian Brown. Bandet trækker festivalens hidtil største publikum, og der er en fest af den anden verden foran scenen.

Også oppe på scenen er der en god fest i gang, får jeg ved selvsyn konstateret, da jeg finder ud af, at mit armbånd også har adgang til selve scenen. Det resulterer i, at jeg ender med at se sidste halvdel af showet oppe fra scenen med frit udsyn til 40.000 hårdt rockende koreanere. Klokken 23.00 sharp bliver de sidste strofer leveret, og så er det ved at overtstået for denne lørdag aftens musikalske bederifter på Pentaport. Herefter går der øl og mingling i den i et par timer, inden jeg ender med at få et lift til hotellet af The Horrors, som på turen tilbage joker med, at bandets guitarists mormor ligner Mick Jagger på en prik.

Høj på kulturelle oplevelser og en masse nye koreanske bekentskaber går turen tilbage mod Danmark søndag, mens Pentaport fortsætter weekenden ud med blandt andre Travis og Starsailor på programmet. Næste år fejrer Pentaport Rock Festival ti års jubilæum, og det lover arrangørene vil blive fejret med et brag af en line-up. Så hvis man skulle have mod på en meget anderledes festivaloplevelse i fjerne og eksotiske omgivelser, er der god grund til at holde øje med næste års program og drage mod Sydkorea i august 2015.


ANNONCE