Nyhed

Jay-Z går til musicalen

Rap-kongen arbejder sammen med Will Smith i den kommende Broadway-musical "Fela!" om afrobeat-pioneren Fela Kuti

Forretningsmanden og rapperen Jay-Z har haft travlt med at udgive sit tredje album i "Blueprint"-triologien og har en stor turné under opsejling. Men han har alligevel fundet tid til at co-producere en ny musical om afrobeat-musikeren Fela Kuti sammen med Will Smith og hans kone Jada Pinkett Smith.

Med de tre velkendte rappere og skuespillere bag produktionen af musicalen, skabes der fornyet interesse for Fela Kuti hos den unge amerikanske befolkning. Kuti var pioner for den specielle afrikanske musikstilart afrobeat, der blander funk, jazz og afrikanske rytmer, hvilket nu måske kan få sin rennaisance med projektet. Rikki Stein, Fela Kutis tidligere co-manager, fortæller til Billboard.com om musicalen:

"Der er kommer til at være et enormt incitament til at finde ud af, hvem Fela er, når folk ved, at Jay-Z og Will Smith er rabiate fans. Det er et tegn på, at undergrunden rykker op i overgrunden."


Knitting Factory Records står for at remastre og genudgive den nigerianske stjernes imponerende bagkatalog. Manageren for pladeselskabet, Ian Wheeler, fortæller om projektet med at sætte spot på Fela Kuti:

"Industrien taler altid om, hvem den næste store artist, som bliver hyldet, vil være. Det skulle have været Fela for mange år siden. Vi forsøger virkelig at bringe hans musik ud til nye publikummer over hele verden og især i USA."

Ud over den stort opsatte Broadway-musical med hjælpen fra Jay-Z og Will Smith skulle der også være en film på vej, som eftersigende skal instrueres af selveste Steve McQueen. Tiden vil vise om musicalen, der har premiere den 23. november, og resten af de mange tiltag vil højne interessen for multiinstrumentalisten og aktivisten Fela Kuti, der døde i 1997.


ANNONCE