Amerikanerne er et blandt fem bands, der varmer op til Royal Metal Fest med en koncert til marts
Sepultura er blandt hovednavnene til næste års udgave af Royal Metal Fest, der afvikles i dagene 15.-17. april på VoxHall i Århus. Men en måned inden da kan man allerede begynde at komme i stemning, når amerikanske Suffocation er hovednavn til et arrangement med fem metalnavne på plakaten.
De fem internationale navne kan opleves 15. marts på VoxHall, hvor pladeaktuelle Suffocation må betragtes som det største navn. De får følgeskab af Annotations Of An Autopsy (England), Nervecell (Dubai), Fleshgod Apocalypse (Italien) og Burning The Masses (USA), der alle skal sørge for at varme folk op, så de er klar til anden udgave af Royal Metal Fest.
Indtil videre er der kun offentliggjort Sepultura (us/bra), Belphegor (østrig) og danske The Kandidate til den tre dage lange metalfestival, men der er naturligvis flere navne på vej.
Royal Metal Fest Warm Up afvikles mandag 15. marts på VoxHall i Århus.