Der blev fundet vindere i fire kategorier til første udgave af GAFFA Photo Award, hvor blandt andre Franz Beckerlee delte en pris ud
Der var fyldt med rockmusikere, fotografer og mediefolk, da GAFFA tirsdag 27. oktober bød indenfor til overrækkelsen af første udgave af GAFFA Photo Award, som blev afholdt hos Scanpix i Pilestræde i København. Der blev der uddelt priser i fire kategorier til fotografer udvalgt af en jury bestående af fotografer og branchefolk.
Juryen bestod af Søren Lorenzen, der er fotoredaktør på Berlingske Media og tidligere vinder af Årets Pressefotograf. Ingrid F. Jonge er direktør på Museet for Fotokunst på Brandts i Odense og uddannet kunsthistoriker med speciale i fotografi. Svend Erik Nørklit er chef for Nikon i Danmark, hvor han har arbejdet i over 25 år. Martin Ellgaard Frederiksen er art director på GAFFA, og endeligt er der Claus Skytte, som er kreativ direktør hos We Love People, og som i en årrække har stået bag nogle af Danmarks mest markante reklamekampagner.
De havde valgt fire vindere ud af de mere end 3.000 indsendte bidrag, og tirsdag aften blev spændingen altså udløst. Franz Beckerlee overrakte Live-prisen og Jørgen Angel – en af Danmarks mest berømte musikfotografer – overrakte Publikumsprisen. De to andre priser, Feature og Portræt “Nikon Coolpix Prisen”, blev overrakt af henholdsvis chefredaktør Peter Ramsdal og Svend Erik Nørklit, Country Manager i Nikon Danmark.
Menuen til denne receptionen bar også præg af, at det var en rock’n’roll begivenhed. Den kølige hvidvin var skiftet ud med gin/tonics, pindemadderne var blevet til pølsehorn og falafel, og så var der selvfølgelig masser af fadøl. Og da vinderne var offentliggjort, blev de kommenteret på livet løs af de cirka 120 mennesker, som var mødt op til GAFFA Photo Award ‘09.
Top Tre i alle fire kategorier kan ses på GAFFA Photo Award-siden, og vinderne i de fire kategorier blev som følger med begrundelser:
Kategori: Feature
Nr. 1: Rock Hard Power Spray på Forbrændingen i Albertslund og Sønderborghus i Sønderborg
Fotograf: Johan Peter Jønsson
Begrundelse: Rock Hard Powerspray spiller ekstremt energisk punkrock, og det er derfor et modigt, spændende og originalt valg ikke at fokusere på den intense live-oplevelse, men i stedet skildre de stille tidspunkter under en tour – koncentrationen inden koncerten, trætheden efter og en hurtig guitarreparation undervejs. Juryen blev enige om, at fotografen må kende bandmedlemmerne aldeles godt, fordi det er lykkedes at skabe nogle meget naturlige, nærværende og kraftfulde billeder under nogle meget svære omstændigheder.
Nr. 2: Holly Golightly & The Brokeoffs på Voxhall, Århus
Fotograf: Tore Hallas
Begrundelse: Intensiteten og livserfaringen stråler ud af Holly Golightly i denne blå-tonede og melankolske billedserie. For selvom det på ingen måde er første gang, at vi ser billeder fra backstage, så er der en helt unik stemning i denne serie. Vi sidder med en uforløst fornemmelse af, at Holly Golightly har noget vigtigt på hjertet, og at hun lægger hele sin sjæl i at få det ud gennem musikken.
Nr. 3: Raunchy på Pier2 i Bremen, Tyskland
Fotograf: Frederik Trampe
Begrundelse: En meget varieret og meget stringent opbygget billedserie, som fortæller os historien om livet på landevejen. Vi ser de lidet glamourøse sider af at være rockmusiker, og særligt billedet af færgen vakte stor begejstring hos juryen – det er et frækt, anderledes og sjovt valg. Endnu en gang ser vi ikke de klassiske live-billeder, men alligevel er man ikke i tvivl om, at det har været en energisk og tændt koncertoplevelse.
Kategori: Live
Nr. 1: Niels Klapper Fisken på Von Hatten, Randers
Fotograf: Peter Nielsen
Begrundelse: Her er tale om et sjældent og helt unikt fotografi. Det er ikke en situation, der er set før – mere live bliver det ikke! Dommerne var hurtigt begejstrede for dette motiv. Fotografiet formidler en enestående nærkontakt mellem solist og publikum, det er tilbage til rødderne – ned i en kælderklub og så rock 'n' roll derudaf. Man kan ligefrem fornemme den tætte atmosfære, og hvordan vandet må drive ned ad væggene. Der er ligeledes gode detaljer i baggrunden, hvor piger kigger overrasket, begejstret og drømmende på artisten, mens et par kysser intenst.
Nr. 2: D-A-D på Skanderborg Festival ’09
Fotograf: Allan Ringgaard
Begrundelse: Der er i sagens natur taget helt ufatteligt mange billeder af artister fra scenekanten. Og ikke mindst af D.A.D., der har været aktive siden 1982. Her er der tale om et af de mere spektakulære af slagsen, fordi vinklen - der er meget speciel - i kombination med Stig Pedersens stilling med bassen giver et meget levende og dynamisk udtryk. Et ekstra element til oplevelsen er Stigs ansigt, der sætter tanker i gang om et band, der har stået på scenen i 27 år – og hvad med ryggen? Kan den blive ved at holde til det?
Nr. 3: Aqua på Skanderborg Festival ’09
Fotograf: Simon Lei Fredslund
Begrundelse: Her har vi indholdsmæssigt modsætningen til vinderbilledet. Den store pompøse koncertoplevelse med et næsten ekstravagant sceneshow. Dif ejer hele verden her – og han kan lide det! Flot hvordan de øvrige medlemmer i Aqua diskret fremtoner i fotografiet - i baggrunden mellem søjler og røg. Det er et enkelt billede, det har udstråling, og det er smukt.
Kategori: Portræt
Nr. 1: Maria Timm (billedet)
Fotograf: Peter Svendsen
Begrundelse: Portrættet af Maria Timm er et meget klassisk portræt. Fotografiet er voldsomt insisterende i sit udtryk, det er et billede man ikke kan tage øjnene fra, fordi pigens blik fastnavler betragterens øjne på en sjældent vedholdende måde. Samtidig er det et meget spændende portræt, der sætter gang i vores indre historie fortælling. Pigen er med sit flammende røde hår på én gang meget klassisk smuk og fremkommelig, men samtidig utrolig farlig og voldsom i sit udtryk. Hendes nærmest diabolske træk i venstre øjenbryn forvirrer og gør billedet endnu mere spændende. Billedet skilte sig fra start ud og kandiderede hurtigt til en pris.
Nr. 2: Frank Ziyanak
Fotograf: Lasse Dearman
Begrundelse: Portrættet af Frank Ziyanak er meget ligetil. Udtrykket er insisterende, men på en tilbagelænet og cool måde. Billedet er enkelt med en centreret opbygning og et farvevalg så stille, at der næsten kunne være tale om et s/h-foto, hvis ikke det var for hudtonerne i den næsten nøgne krop. Netop stilheden er spændende, fordi den er i så voldsom kontrast til den rå vildskab, vi samtidig ser i billedet. Det er et meget ærligt billede, og man tror på historien, fordi det nærmest virker plausibelt, at den portrætterede rent faktisk har hærget badeværelset. En genial detalje er håndstillingen, der vidner om den fiktive cigaret.
Nr 3: Hasse Mydtskov & Jesper Børjesson Holm fra Spy in the Mes
Fotograf: Jacob Keinicke
Begrundelse: Et dobbeltportræt, hvor der er leget med virkemidlerne. Her er tempo, energi og stor dybde i billedet, der ved første, hurtige øjekast ser ud som om de to kæmper mod det frie fald i en elevatorskakt. Der er noget i billedet man ikke bliver færdig med, noget der gør at betragteren tvinges til at se en ekstra gang på motivet. Her afsløres teknikken så – at billedet er optaget på højden med præsenteres på bredden. Det er ikke en ny effekt, men den virker og bidrager til et anderledes fotografi, der påkalder sig opmærksomhed.
Kategori: Publikum
Nr. 1: Jay-Z ved Roskilde Festival ’08
Fotograf: Kenneth Nguyen
Begrundelse: Et levende hav af hænder danner motivet for vinderbilledet i denne kategori, hvor det er publikum, der har hovedrollen. Detaljen, at vi ikke kan se et eneste ansigt i den store mængde af publikummer, giver en fornemmelse af en trancelignende tilbedelse af rapperen Jay-Z. Og sammen med spottet fra tårnet, som peger sirligt mod “den tilbedte”, giver dette billede en underlig stemning, som er langt fra rap-genren, men som samtidig giver en fantastisk fornemmelse af at være til stede ved en fed koncert.
Nr 2: Trolle//Siebenhaar på SPOT Festival ’09
Fotograf: Kasper Glendorf Palsnov
Begrundelse: At være til en koncert kan være en smuk og nærmest magisk oplevelse. Dette billede viser et af disse magiske øjeblikke for et par publikummer – henholdsvis betragtende og lyttende i skæret fra scenelyset. Billedet fortæller os, at det må være en poetisk, intens og intim koncert, som publikum er vidne til. Samtidig fanger fotografen, som i forhold til kategorien er perfekt placeret – siddende blandt publikum –, den oplevelse, det er at iagttage andre i publikummets reaktioner og respons under en koncert, hvilket giver dette billede en ekstra og voyeur-agtig dimension.
Nr. 3: Raunchy på Werk2 i Leipzig
Fotograf: Frederik Trampe
Begrundelse: Udtrykket “stilhed før storm” bliver virkelig understreget i dette billede – ikke mindst når vi tager i betragtning, hvilket band der snart entrerer på scenen. Den tætpakkede publikumsskare står som stivfrosne sild i en tønde, velvidende at om få minutter eller sekunder ryger taget af bygningen. Vi fornemmer adrenalinen pumpe rundt blandt de spændte tilskuere, og vi får et sjældent indblik i det syn, der møder bandmedlemmerne, når de skimter ud på den scene, som de snart skal indtage. Det giver en god dobbelteffekt og kvalitet i billedet.