Nyhed

Kelly Clarkson kommer til Danmark

Popdivaen indtager Store Vega til foråret, når hun tager på sin "All I Ever Wanted Tour"

Kelly Clarkson har vist sig at være mere end blot en "American Idol"-vinner, som har levet af den popularitet. Med over 20 millioner solgte kopier af hendes i alt fire albums, har popdivaen skabt sig sin egen karriere og nu besøger den succefulde popsangerinde igen Danmark med sin "All I Ever Wanted Tour".

Mange havde dømt Kelly Clarkson som en døgnflue, efter hun fik umiddelbar succes ved at vinde "American Idol" i 2002 og udsendte albummet "Thankful", men hurtigt gled væk i glemslen. Popsangerinden viste sig til gengæld at være langt mere langtidsholdbar end de kritiske røste sagde og havde stor succes med det multiplatinsælgende album nummer to "Breakaway".

Siden er det blevet til to yderligere albums fra teenpop-stjernen, og den seneste udgivelse "All I Ever Wanted" er nu baggrunden for Kelly Clarksons verdensturné. Albummet er blandt andet lavet sammen med hitproduceren og frontmanden fra OneRepulic, Ryan Tedder, som ifølge musiksiden Digitalspy.com har været inspireret af Garbage, The Killers og Mozart, da de lavede musikken.


Albummet vil være i fokus til den kommende koncert, men Kelly Clarkson snyder højst sandsynlig ikke sine fans for ørehængere som "Since U Been Gone" og "Because of You".

Popdivaen optræder den 7. marts 2010, og billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE