Nyhed

Guru er død

Den legendariske Gang Starr-rapper døde i går efter en sejlivet kamp mod kræften

Alverdens hiphoptilhængere vågnede i dag op til en skrækkelig nyhed. Efter en lang kamp mod kræften er den elskede rapper Guru afgået ved døden.

I sidste måned rumlede verdenspressen løs om Gurus komatilstand og hjertetilfælde. Disse plager havde ramt den 43-årige rapper som en del af den kræftbehandling, han til det sidste forsøgte at holde hemmelig. Guru ønskede at holde sin kræftsygdom for sig selv, og overvinde den, uden offentlighedens kendskab, men i marts kom det altså frem, at mesteren havde fået konstateret den uhyggelige tilstand.

Guru skrev ifølge Yo! Raps et brev om sin sygdom og tilstand til fans verden over. I brevet skrev rapperen, at han led af kræft, havde gjort det i over et år, og nu havde indset, at slaget var tabt. "Jeg skriver det her med tårer i øjnene, ikke af sorg, men af lykke, over hvilket vidunderligt liv, jeg har levet, og over de fantastiske mennesker, jeg har mødt," lød det, og samtidig fortalte han, at hans mæle stadig lever videre i velgørenhedsorganisationen "Each One Counts", der hjælper udsatte og misbrugte børn verden over, og også kæmper mod den sygdom, der nu har taget stifterens liv.


Gurus familie har tidligere anklaget samarbejdspartneren Solar for at afholde dem fra at se deres hospitaliserede slægtning. Denne anklage rundes også i brevet. "Solar og hans familie er min familie, og jeg elsker dem højt, og forventer, min familie, venner og fans respekterer det, uanset hvordan de føler omkring det."

Guru bekendtgør også i brevet, at han ikke ønsker nogen posthum sammenhæng med den tidligere Gang Starr-makker DJ Premier. De to brød op for syv år siden under en tour i Europa, og siden har der hersket nogen uenighed fra de to medlemmer om, hvorvidt der stadig var en gruppe ved navn Gang Starr. I brevet skriver Guru: "Jeg ønsker ikke, at min eks-DJ skal have noget som helst at gøre med mit navn, events og tributes eller lignende i forbindelse med min situation, og han skal heller ikke bruge mit navn, uanset årsagen. Jeg har instrueret mine advokater i at håndhæve dette. Jeg har ikke haft noget at gøre med ham i mere end syv år af mit liv, og jeg ønsker ikke at have noget at gøre med ham i døden. Solar har min livshistorie, og kender til min familiemæssige situation, lige så vel som årsagen til bruddet med min eks-DJ."

Guru og DJ Premier var i lang tid en af mest velansete grupper i hiphopmiljøet, og stod bag en række klassiske udgivelser. Duoen arbejdede sammen med hvem de måtte ønske, og musikken var stærkt influeret af New York-jazz. Guru har også udgivet plader solo, og heriblandt finder vi eksempelvis de fire Jazzmatazz-albums.


Gurus død har efterladt ramaskrig verden over, og på DJ Premiers Twitter tikker "hvil i fred"-meddelelserne ind med flere hundrede styks i minuttet.

Du kan læse hele Gurus brev her.

Til minde om gruppen, der gjorde begge medlemmer til verdensstjerner, er her en af de sidste videoer, Guru og Premier lavede sammen:


 

ANNONCE