Nyhed

Hyldestplade til Roky Erickson og 13th Floor Elevators

Kevin Shields fra My Bloody Valentine er blandt dem, der hylder den psykedeliske mester

Til juni udgiver det engelske selskab Sonic Cathedral et hyldestalbum med titlen "The Psychedelic Sounds Of The Sonic Cathedral" til ære for Roky Erickson og hans band 13th Floor Elevators.

Roky Erickson begyndte at spille klaver som fem-årig og guitar som 12-årig. Senere droppede han ud af high school for at hellige sig musikken, og allerede som 18-årig skrev han sin mest kendte sang, "You're Gonna Miss Me", som han indspillede med gruppen The Spades.

Takket være "You're Gonna Miss Me" og Rokys dragende vokal, blev han inviteret til at blive en del af bandet 13th Floor Elevators, og inden længe havde de også indspillet en version af "You're Gonna Miss Me". Denne single ramte inden længe nummer 56 på den amerikanske hitliste i 1966.

I slutningen af 60'erne blev Erickson diagnosticeret som skizofren og blev behandlet med en cocktail af electrochok, Thorazine og andet psykofarmaka-guf. Efterfølgende har manden arbejdet, ikke kun på sin musik, men også på at holde sig selv oven vande.

Den hyldestplade der nu udgives er en samling fortolkningen af Rokys sange af blandt andet My Bloody Valentines Kevin Shields i selskab med Le Volume Courbe, A Place To Bury Strangers og Dead Meadow. Roky medvirker også selv på pladen på et enkelt nummer, sammen med det psykedeliske rockorkester Black Angels.

Om to uger, mere præcist den 20. april, udkommer desuden Roky Ericksons eget album "True Love Cast Out All Evil", hvilket er mandens første udspil efter 15 års udgivelsespause. Albummet er indspillet med bandet Okkervil River som backingband og er produceret af gruppens frontmand Will Sheff.

"The Psychedelic Sounds Of The Sonic Cathedral" udkommer den 7. juni, en uge før legendens 63-års fødselsdag.

ANNONCE