Nyhed

Spoon kommer til Danmark

Texanerne lægger vejen forbi Vega til november

Den amerikanske gruppe Spoon havde en lang række anmelderroste, men ikke specielt godt sælgende plader bag sig, da de i 2007 udgav "Ga Ga Ga Ga Ga", der gik top ti på albumhitlisten i hjemlandet. Deres seneste, "Transference", har klaret sig endnu bedre, og nu sætter Austin-bandet kurs mod København, hvor de kan opleves 12. november.

Optakten til bandets succes kan spores tilbage til albummet "Kill The Moonlight" fra 2002, der fik den dengang spirende blogosfære helt op i det røde felt på grund af singlerne "Jonathon Fisk" og "The Way We Get By". Sidstnævnte dukkede forøvrigt en del år senere op sammen med en stribe andre Spoon-sange i Will Ferrell-filmen "Stranger Than Fiction".

Sange som "I Turn My Camera On" og "You Got Yr. Cherry Bomb" har udbygget gruppens succes i hjemlandet, hvor de har en særdeles trofast fanskare. I Europa har anmeldelserne været flotte, men gennembruddet er dog udeblevet.


Men det skal der laves om på i år, hvor gruppen allerede har turneret i Europa i februar, til maj spiller på den spanske Primavera-festival og sidst på året tager på endnu en regulær Europaturné. Den turné rammer Vega 12. november, og billetsalget til koncerten starter onsdag 21. april klokken 10:00.

ANNONCE