Nyhed

Wolf Parade gæster Lille Vega

De canadiske indierockere spiller i København 27. september

Wolf Parade har atter sat kursen mod Danmark. Det gør de i hvert fald til september, hvor bandet spiller i Lille Vega. I bagagen har de det tredje album, der udkommer på Sub Pop i juni, og bærer titlen "Expo 86".

Wolf Parade har tidligere besøgt det københavnske spillested. Det var i 2008, og her var GAFFAs Lars Rønn blandt tilskuerne. "Normalt, hvis en koncert er ét langt klimaks, bliver det meget hurtigt trættende. Men alt lykkedes for Wolf Parade på denne torsdag aften i indie-rockens tegn, og man ønskede ikke ét øjeblik at man havde været noget andet sted," skrev han, og kvitterede med fem stjerner ud af seks mulige. Koncerten sluttede med ti minutters bifald fra publikum.
 
Bandet er et af indierockens største navne i hjemlandet Canada, og sidestilles ofte med åndsfællerne i Arcade Fire. Ligesom sidstnævnte kendetegnes Wolf Parade af en lyd, der er bristefærdig i såvel vokal og tekster som i instrumentering, og en fuldkommen hengivenhed i fremførelsen. Gruppens tredje album "Expo 86" udkommer 28. juni på Sub Pop, og vil altså være en del af det repertoire, Wolf Parade vil kunne præsentere ved koncerten i september. Det andet album, "At Mount Zoomer" fra 2008, var det første, der blev distribueret i Danmark, og det fik fem stjerner af GAFFA.

Mandag 27. september, Lille Vega, København

Billetter fra i morgen kl. 10 på GAFFA Live

ANNONCE