Nyhed

Betty Nansen Teatret præsenterer nyt stjernespækket musikalsk teaterstykke

Blandt andre Blæs Bukki, Ane Trolle, Kaya Brüel og medvirker i "Voices"

Betty Nansen Teatret præsenterer deres nye opsætning, "Voices", der allerede har spillet med stor succes i Spanien og Norge som en passion, men hvad dækker det genrebegreb helt præcist over? Kaya Brüel, der er en af de medvirkende, forklarer:

- Det er et udtryk, der er hentet fra operaverdenen, og det dækker over et stykke, hvor man synger om Kristus' sidste dage og hans lidelser inden hans død. Det har inspireret folkene bag stykket til at skabe en forestilling, der handler mere om mennesket som sådan.

Brüel beskriver "Voices", som en visuel kollage af musik, tekst og monologer over temaet døden:

- Lige meget om vi er rige eller fattige eller gode eller onde, har vi alle sammen det til fælles, at vi skal dø, og alle har vi hver især et forhold til døden, og det er de forskellige forhold stykket beskriver. Det betyder dog ikke, at stykket er sådan en tung og dyster størrelse, som man næsten ikke orker at se. Der er både inkorporeret sjove, rørende og uhyggelige passager.

Instruktørerne og dramaturgerne har samlet sange af blandt andre PJ Harvey, Nick Cave og Johnny Cash, der alle beskriver forskellige vinkler af døden. Forskelligheden giver sig også til udtryk i de medvirkende, der tæller så forskellige navne som Blæs Bukki, Ane Trolle, Kaya Brüel, Flemming Enevold, Tammi Øst, Morten Eisner og et stort børnekor fra Sankt Annæ Gymnasium:

- Det er for at repræsentere forskellige typer mennesker, at vi er plukket ud til at skulle repræsentere folk i forskellige aldre og fra forskellige genrer. Vi har Flemming Enevold på den ene side og Blæs Bukki på den anden, så det er en ret bred vifte.

Om at have beskæftiget sig så meget med døden i forbindelse med stykket, forklarer Brüel:

- Det har været utroligt interessant. Man kan sammenligne det lidt med at kaste sig ud i noget iskoldt vand, som man så gradvist vænner sig til at være i.

Resultatet kan ses, når "Voices" har premiere på Betty Nansen Teatret den 24. september, og billetter kan bestilles på telefon 33 21 14 90 eller via email-adressen [email protected].

ANNONCE