Københavnerne kommer i fint selskab, når de skal varme op for The Prince Of Darkness
Black City har allerede varmet op for AC/DC i Horsens, og senere på måneden skal de endnu engang en tur til provinsen for at varme op for et legendarisk rocknavn, når Ozzy Osbourne giver koncert i Herning.
Bandet har tidligere i år høstet flotte anmeldelser her på GAFFA.dk for koncerten på Spot Festival samt debutalbummet, der blev kaldt "skamløst vellydende rock 'n' roll af den gamle skole".
Da rektoren på den skole formodentlig hedder Ozzy, så er bandet et fint valg til opvarmningstjansen, hvor man formodentlig vil kunne høre sangene "Summertime" og "Every Night", der har gjort sig godt på P3.
Ozzy Osbourne og Black City spiller i Messecenter Herning 30. august, og billetter kan købes via GAFFA Live.