Nyhed

Leonard Cohen imponerede i Sverige

Vores svenske kollegaer var positivt stemt over Cohens koncert i Stockholm

På lørdag lægger den aldrende mester, sanger-poeten Leonard Cohen vejen forbi Fruens Bøge i Odense for at berige sit danske publikum med sit imponerende bagkatalog, og at dømme efter bedømmelsen på GAFFA.se, kan Cohens danske fans roligt glæde sig til den 75-årige canadiers kommende koncert.

Vores svenske kollega Mathias Skeppstedt skriver blandt andet om koncerten:

"Det er tydeligt, at Cohen ikke har travlt, sangene får den tid, de skal have for at nå frem, og sangeren selv spenderer store dele af koncerten let foroverbøjet med øjnene gemt under en sort hat. Han siger ikke specielt meget, men med sådan en sangskat behøves det heller ikke. Det er en forbandet god koncert. Det er bare en skam, han ikke har The Bad Seeds som backingband."

Skeppstedts eneste anke mod koncerten er således Cohens medbragte musikere, som han beskriver som gode, men blottet for råhed og spænding, hvilket gør lydbilledet lidt rigeligt poleret.

Fem stjerner blev det dog til til Cohen. Ganske ligesom sidst, han var i Danmark i 2008, hvor GAFFAs Torben Holleufer konkluderede "at energien til at møde publikum er usvækket." Og at det var en "pragtfuld aften i Forum."

ANNONCE