Nyhed

Loppen byder på fredags-dubstep og indietronica

I morgen kan man opleve Lyhne&Foss, Altmodish og 180° Virvar

På fredag kan folk med hang hertil nyde en god gang dubstep og indietronica, når Loppen præsenterer Lyhne&Foss, Altmodish og 180° Virvar. Lyhne&Foss mixer dubstep med up-front electronica og poppede vokaler. Med et nummer fik duoen adgang til Start-festivalen i år, blev ugens band på bandbase og fik en hel del opmærksomhed.

Altmodisch prøver at udfordre det til tider lidt stive backtrack-orienterede musik ved at integrere en række live-sampling elementer, blandt andet trompet-, stemme- og mavesampling. Bandets seneste udspil fik da også fem stjerner i nærværende medie, hvor vores anmelder skrev:

"Forsanger Hans-Christian Pommergaard har en behagelig stemme, der passer som fod i hose i orkestrets forkælende og molbaserede lydunivers. Det er utroligt let at fortabe sig i sange som What Have I Done og The Night I Can't Recall, der gør indtryk efter blot få gennemlytninger. Altmodisch holder i det hele taget et imponerende højt niveau fra start til slut, og denne stemningsmættede og billedskabende samling sange skal nok gøre indtryk på dem, der måtte være så heldige at lægge ører dertil."

Det 9 mand store elektroniske orkester 180° Virvar spiller dubstep og mikser verdensmusikalske elementer ind i deres univers. Bandet har godt 100 koncerter på CV'et, der tæller både eksperimenterende koncerter og koncerter i et fyldt Amager Bio. Ved koncerten på Loppen - sammen med Altmodisch og Lyhne&Foss - præsenterer bandet for første gang materiale fra deres kommende plade live.

Så har man lyst til at begive sig ud i det musikalske grænseland mellem indietronica og dubstep, kan man roligt møde op på Loppen i morgen den 27. august, hvor også DJ Madmaggs vil vende plader.

ANNONCE