Nyhed

Gorillaz giver generøs julegave

Over for en australsk avis fortæller Damon Albarn, at gruppen forærer et album væk juledag

Den visuelt forankrede gruppe Gorillaz, med Blur-frontmanden Damon Albarn i spidsen, løftede i går sløret for, at de forærer et helt album væk juledag. Det var op til gruppens koncert i Perth i Australien, at Albarn fortalte om udgivelsen, der er indspillet sideløbende med Gorillaz' nordamerikanske koncerter på deres nuværende turné.

The West Australien skriver følgende, hvor avisen citerer Gorillaz-frontmand Damon Albarn:

"Albarn afslørede, at han har færdiggjort en ny plade på turnéen, som vil blive foræret gratis til fans via Gorillaz' hjemmeside juledag. 'Det er en måde at takke alle dem, der støttede os, og det er en chance for at få musikken ud, uden hele maskineriet og processen'."


Gruppen afslutter deres lange verdensturné i Auckland på New Zealand den 21. december. En verdensturné, der som bekendt tog gruppen forbi Roskilde Festival i år i forbindelse med Gorillaz' seneste udgivelse "Plastic Beach" fra i år. De første to albums, den selvbetitlede debut fra 2001 samt "Demon Days" fra 2005, har vundet flere priser, og de er solgt i over 20 millioner eksemplarer på verdensplan.

"Plastic Beach" fik imponerende fem stjerner i anmeldelsen her på GAFFA, men om Gorillaz' indspilninger optaget sideløbende med massiv koncertvirksomhed kan holde niveauet, skal blive interessant at høre, når den bliver foræret væk til Gorillaz-fans juledag via Gorillaz' julekalender på gorillaz.com/xmas.

ANNONCE