Nyhed

Hanne Boel undervejs med nyt jazzalbum

Opfølgeren til "I Think It Is Going To Rain" udkommer i begyndelsen af 2011

Sidste år sprang Hanne Boel for alvor ud som jazzsangerinde med en række koncerter sammen med jazzpianisten Carsten Dahl. Sammen udgav de i foråret albummet "I Think It Is Going To Rain" med fortolkninger af sange af både jazz-, pop- og rockmusikere.

Hanne Boel fulgte albummet op med en turné med den svenske pianist Jacob Karlzon, der trådte til som erstatning for den nu sygemeldte Carsten Dahl. Og samarbejdet er gået så godt, at Boel og Karlzon har besluttet sig for at indspille et nyt album i ånden fra "I Think It Is Going To Rain Today".

Denne gang har Boel dog allieret sig med Jacob Karlzon Trio, og der er altså både bas og trommer på albummet, der ventes ude ultimo februar eller begyndelsen af marts. Albummet følger de op med en turné til både Danmark og Norge i marts og april.


Hvilke sange det nye album kommer til at indeholde, vides endnu ikke, men dette efterår har Boel og Karlzon live fremført sange som David Sylvians "The Shining Of Things", Leonard Cohens "A Thousand Kisses Deep" og Bobbie Gentrys "Ode To Billie Joe", så det er nogle bud.

 

 


ANNONCE