Jonas Petersen er endelig klar med albumdebuten "Hymns From Nineveh" den 21. februar
Selvom "Hymns From Nineveh" bliver første fuldlængdeudgivelse fra neofolk-projektet af samme navn, så har Jonas Petersen, som er manden bag Hymns From Nineveh, allerede gjort sig bemærket med udgivelsen af ep'en "Uncomplicated Christmassongs" som modtog stor ros samt 5 stjerner fra GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt:
"Uncompliated Christmassongs er uden tvivl den smukkeste juleplade siden Sufjan Stevens' Songs For Christmas og den perfekte kur mod kitschede julesange, ligesom den med fordel kan bruges som rensning af ørerne mellem afspilninger af Bob Dylans hostende (men charmerende) Christmas In The Heart."
Den 21. februar udkommer kunstnerens debutalbum, som ifølge bagmanden kan byde på en mørkere tone og et knap så minimalistisk univers som på ep'en. Guitaren bliver suppleret af strygere, klaver og RebekkaMarias stemme på kor.
Hymns From Nineveh har tidligere optrådt sammen med RebekkaMaria til Stella Polaris Night Music Gallery på Statens Museum For Kunst. Foruden har Petersen optrådt som opvarmning for bandet Murder. Her kvitterede GAFFA ligeledes med 5 stjerner, og gav ham følgende ord med på vejen:
"Hvor Jacob Bellens' vokal udforsker tonespektrets nedre regioner og sine steder giver associationer til kontinentalpladernes skurren mod hinanden, er Jonas Petersens røst som de første solstrejf efter en lang, mørk vinter. Manden er simpelthen i besiddelse af en fantastisk smuk, lys og ren stemme, og når han samtidig er en fortrinlig sangskriver, forstår man godt, hvorfor publikum – noget atypisk over for et opvarmningsband – lyttede i (stort set) andægtig tavshed under sangene og ellers klappede begejstret mellem dem."
Jonas har under tilblivelsen af albummet allieret sig med Aske Bode, som har produceret og Caspar Heselager, som har mixet albummet. Foruden vokalpræstationer af RebekkaMaria skulle albummet efter sigende også indeholde bidrag fra Bodebrixen, Striving Vines, C!AK! med flere.
Albummet "Hymns From Nineveh" udkommer d. 21. februar 2011 på Good Tape Records, men allerede nu kan du høre nummeret "So Mournful The Elegy, So Comforting The Hymn" via kunstnerens Myspace-side.