"5" er titlen på nyt album fra den engelske duo. Et album, fans selv kan være med til at finansiere.
I 2009 blev den engelske duo Lamb gendannet efter at have været opløst siden 2004. Nu fortæller Lamb på deres officielle hjemmeside, at der er et nyt album på vej, som bliver udgivet med en lidt alternativ indgangsvinkel. Man kan nemlig forudbestille albummet og den vej rundt være med til at finansiere udgivelsen af gruppens femte album, "5".
Lamb skriver, at en af grundene til deres brud var alt for stramme rammer ved deres pladeselskab, og de vil gerne være så frie som muligt - hvilket forudbestillingen, rent økonomisk, skal bidrage til. Vælger man at støtte bandet, modtager man en særlig Special Limited Edition af "5", der vil indeholde ekstra sangmateriale og et eksklusivt artwork i hardback-bogformat. Denne udgave vil kun blive lavet til dem, der forudbestiller albummet for at bibeholde eksklusiviteten.
Man vil også modtage et downloadlink til en af bandets nye sange, "She Walks", der netop er færdiggjort, ligesom man vil blive krediteret i udgivelsen. De første 250 der bestiller albummet vil modtage et særligt signeret tryk af udgivelsen.
Andy Barlow og Lou Rhodes, der udgør duoen, skriver endvidere som baggrund for gendannelsen:
"Tidligere i år snakkede Andy og jeg sammen over telefonen, hvor vi indhentede det tabte. Andy snakkede om, hvor meget han savnede, alt hvad Lamb havde drejet sig om. Jeg tror, at jeg var lidt mere tilbageholdende, og jeg havde travlt med at turnere med mit soloprojekt, men da han sagde til mig: 'Lou, giv mig en god grund at til at vi ikke skulle lavet endnu et Lamb-album' - der kunne jeg virkelig ikke give en", fortæller Rhodes.
Lamb-fans kan altså se frem til udgivelsen af "5", som gruppen netop er i færd med at indspille. Læs flere detaljer om udgivelsen, og om hvordan du forudbestiller Lambs album "5" på lambofficial.com/home. Albummet udkommer den 5. maj næste år.